Spring videre til hovedindholdet

Status på udligning og vores prioriteter den kommende tid (06/11/26)

Vi kan se på jeres henvendelser, at vi ikke har været tydelige nok om, hvad rettelsen d. 29/10 betyder for jer. Det beklager vi. Her er en samlet forklaring, og en beskrivelse af, hvad vi prioriterer den kommende tid.
​

Hvad er det, vi har rettet?
Rettelserne sikrer, at disse fejl ikke opstår igen:

  • Udlignede fakturaer skifter tilbage til at være udestående, selvom der er en indbetaling, der henviser til fakturaen.

  • Linjer, dato, beløb eller andre oplysninger på fakturaen ændrer sig.

  • Der opstår dobbelte indbetalinger.

  • Den forkerte faktura bliver udlignet.

  • En indbetaling bliver lavet om til en udbetaling.

Når I udligner en faktura nu, forbliver den udlignet, og oplysningerne kan ikke pludselig ændre sig.
​

Dette er IKKE rettet endnu
Rettelserne ovenfor omfatter ikke de fakturaer, der blev ramt af udligningsfejlene før d. 29/10. Derfor kan der stadig være fakturaer, der:

  • har en indbetaling, men står som udestående

  • er betalt, men står på forfaldslisten

  • har forkerte oplysninger

Som følge af disse fejl kan jeres kontokort og samlekonto stadig være forkerte.
​

Hvad er næste skridt?
Vi ved, at det kræver en stor indsats at rydde op. En automatisk rettelse vil dog give for stor risiko for nye fejl. Vi arbejder derfor på værktøjer, der gør oprydningen så nem for jer som muligt. Det kunne fx være:

  1. En måde at finde de ramte fakturaer på, så I ikke selv skal lede efter dem.

  2. Vejledninger til, hvordan I håndterer fakturaerne, så jeres tal kommer til at passe.

Vi arbejder også på at rydde op efter nedbruddet d. 10/09. Her undersøger vi, hvordan vi bedst kan:

  1. Genskabe forsvundne fakturaer.

  2. Vise, hvilke fakturaer der er dubletter, og hvilke der er de rigtige.

  3. Finde de tilfælde, hvor en dublet er betalt i stedet for den rigtige faktura, eller hvor både dubletten og den rigtige faktura er betalt.

Vi kan ikke løse alle problemer på én gang, og vi skal være bedre til at fortælle jer, hvor langt vi er. I den kommende periode giver vi jer derfor en status hver fredag. Når det er muligt, fortæller vi jer også, hvornår I kan forvente, at tingene er på plads.
​

Indtil da
Tjek jeres bankudtog, før I sender rykkere. Se også i kontokortet, om der er kommet en indbetaling på fakturaen.
​
I forhold til jer der efter d. 10/09 mangler fakturaer, så bliver i desværre nødt til at afvente indtil vi har er kommet frem til en løsning, da I ikke selv kan genskabe faktura i systemet.
​

Er I i tvivl om en faktura, er I velkomne til at skrive til os i chatten. Så hjælper vi jer så hurtigt, vi kan.
​

Med venlig hilsen
KirCACS support

Besvarede dette dit spørgsmål?